|
Uddrag
af artikel skrevet af Journalist Helle Skram De Fries, Tidens Kvinder nr. 6,
2005:
I filmen “Sidste Tango i Paris”
har Marlon Brando en affære med en yngre kvinde spillet af Maria Schneider. En
sensuel affære, som inspirerede Debbie Gledorf til et maleri med titlen “Now
he’s in heaven”.
En dobbelt
betydning af, at Marlon Brando er død, samt at han i mødet med den unge kvinde
er i himlen. Debbie Gledorf havde aldrig set filmen, kun hørt om den, og
troede, at det var en smuk kærlighedshistorie. Da den for nylig blev vist på
tv, så hun den - og blev rasende. Mødet mellem manden og kvinden var ikke i
orden - det var ikke ligeværdigt - han udnyttede hende. Derfor besluttede
Debbie at skyde billedet. Hun henvendte sig til en professionel skytte, så nu
er billedet forsynet med et skudhul.
Forholdet
mellem manden og kvinden er det, Debbie Gledorf skildrer i sine meget smukke
malerier. På mange måder er Debbie Gledorfs opfattelse af mand/kvinde
forholdet ret gammeldags.
Kvinden
er stolt af sin mand. Stolt af at smøre hans madpakke, bringe ham måltidet,
stryge hans skjorte og samle hans sokker op fra gulvet. Holdninger, der vil få
enhver feminist helt frem i sloggitrussen.
Debbie er vokset op i en rødstrømpe-tid, men har altid været dybt uenig med
dem.
Skulle
det forlede nogen til at tro, at hun er en lille, forsagt kvinde, der lader sig
underkue af en mand, så har de taget gruelig fejl. Hun er stolt og stærk,
frodig, karismatisk, pragtfuld, indtagende, bragende erotisk og uden tvivl noget
af en mundfuld for enhver mand. Underdanighed er absolut ikke en fremherskende
side hos hende, om end hun bedyrer, at med en værdig partner er hun lige præcis
så underdanig, som man skal være, eller snarere ærbødig underdanig overfor
den maskuline power.
-
Kvinden skal på ingen måde være undertrykt. Det er slet ikke det, det handler
om. Det handler om passionen mellem
manden og kvinden. Og den har rødstrømperne aldrig haft forståelse for.
De
kvinder, Debbie maler, er stolte kvinder, som manden elsker, ser op til og vil gøre
alt for at tilfredsstille.
- At
stryge sin mands skjorter handler ikke om underdanighed, men om en følelse. At
du er stolt af din mand. Og det handler i høj grad også om, at han skal være
stolt af sin kvinde og værdsætte det, hun gør. Det handler jo ikke om hr. Brønshøj,
der sidder bøvsende i sofaen og forlanger maden på bordet NU!. Det handler om,
at manden værdsætter det måltid, kvinden har tilberedt til ham, fordi de
grundlæggende respekterer hinanden og hinandens indsats i deres fælles forhold
og liv.
Og endnu
engang gentager Debbie sig selv. - En mand er en mand og en kvinde er en kvinde.
Han bærer hendes tasker og holder døren, hun vasker tøjet, samler sokkerne op
og føler glæde over, at han har haft tryghed til at smide dem netop der. At
udviske kønsrollefordelingen er at forfladige (indfaldsvinklen til) romantik.
Hvor henter du
inspiration til dine malerier?
- Indeni mig bor en skøn kvinde.
En kvinde, der er stolt af at være sin partners kvinde. Jeg ved ikke helt,
hvilken krop den kvinde har. Hun er ikke tynd, ikke tyk, men sensuel. Hun ser
verden i øjnene med en styrke opnået af erfaring, - og det drejer sig ikke om
glat hud eller faste bryster. Når jeg maler, kan jeg pludselig gå i stå, når
en kvinde skal have vendt hoften lidt, eller strakt armen – jeg kan ikke alle
positurer, så må jeg studere mig frem til dem. Ofte fotograferer jeg mig selv,
og studerer så fotoet.
Debbie har
oplevet meget i sit 44-årige liv. Også af mindre festlige ting. Perioden efter
hendes mand blev syg og indlagt var meget svær og mørk. Det tog lang tid,
flere år i det sorteste dyb, men hun fandt livslysten og passionen igen. Hendes
malerier udtrykker det, men selvom de mest er lyse i farverne, er man klar over,
at de er malet af et menneske med en erfaret indsigt i, hvad livet byder på af
både lyst og mørkt. Der er mange lag i Debbies malerier – ”som der er i
selve livet”, siger hun, ”og lige under overfladen kan man som regel skimte
forrige lag”……….
|